Apple II, II plus og europlus

Status: MacLab har adskillige eksemplarer af Apple II europlus, men mangler stadig en Apple II og en Apple II plus. En Apple II europlus er udstillet i MacLabs permanente Apple-udstilling i IT-parken på Århus Universitet.

Den første personlige computer

Apple II anses i dag for at være verdens første masseproducerede personlige computer. Den kunne købes første gang i juni 1977 på det amerikanske marked for $1.298.

Modsat datidens andre computere var Apple II’s tekniske dele monteret i et kabinet designet til formålet. Førhen købte man computerens indmad i løsdele og satte dem selv sammen til en fungerende computer. Det krævede ofte stor teknisk indsigt.

Før Apple II byggede computerentusiasten ofte sit kabinet selv. Her ses Apple I i et hjemmebygget trækabinet.

Var mest for teknisk interesserede

Nok var Apple II en “personlig computer”, idet den var både billig og nem at sætte op, men den henvendte sig stadig primært til teknisk interesserede computerentusiaster. En typisk brug af Apple II var at programmere egne spil eller små matematiske programmer.

Instruktionsbogen til Apple II bærer også præg af mange tekniske detaljer. Eksempelvis medfølger et diagram over det elektriske kredsløb og en dybdegående forklaring af maskinens tekniske virkemåde.

I dag tænker de færreste over, hvordan deres computer fungerer rent teknisk, men dengang var det en forudsætning for rigtigt at kunne anvende computeren.

Et såkaldt "exploded view" fra manualen til Apple II, som skulle give overblik over computerens konstruktion.

Farve-tv og kassettebåndoptager

Når man købte sin Apple II, kunne man tage den med hjem og komme i gang med det samme ved at slutte den til sit fjernsyn. Man kunne dog også købe en speciel lille skærm, som du kan se her i montren.

Skulle man gemme sine filer eller programmer til senere brug, foregik det i starten ved hjælp af almindelige kassettebånd. Allerede i 1978 kunne man dog benytte disketter, som var en del nemmere at håndtere end de langsomme bånd.
Stor udbredelse og regnearkets fødsel

Verdens første elektroniske regneark, VisiCalc, blev lanceret i 1979 og var stærkt medvirkende til en stor udbredelse af Apples computere. Med regnearkets lancering kunne man nu få glæde af sin computer uden at kunne programmere. Mange forretningsdrivende fandt VisiCalc så nyttigt, at de købte en Apple II alene for at køre det program.

Regnearket effektiviserede arbejdet med budgettter og regnskaber, idet man nu udnyttede computerens evne til at udføre mange beregninger på kort tid.

I dag er regneark som fx Microsofts Excel en almindelighed, men i 1979 var VisiCalc en mindre revolution.