Web-arkæologi: Da Apple Danmark gik på internettet

I en udgave af MacWorld fra 1996 findes et interessant historisk screendump, nemlig af Apple Danmarks hjemmeside, som den så ud lige ved lanceringen. Man kan ikke andet end blive nostalgisk.

Det er svært at finde gamle screen dumps af de første udgaver af Apples website – webarkæologien har primært kredset om det amerikanske site. Eftersøgningen har dog indtil videre været næsten forgæves, da ingen rigtigt lader til at ligge inde med screendumps fra den gang internettet var ungt. Selv webmasteren, der dengang etablerede det danske Apple.dk-site skulle efter sigende ikke ligge inde med kopier af siderne.

Men i MacWorld nr. 5 fra den 17. maj 1996 på side 10 kan man se, hvordan “Apple Computer Danmark”s første hjemmeside så ud:

(Bemærk, at screendumpet “desværre” er en underside og ikke forsiden af Apple.dk)

Artiklen fortæller, at Apple Danmarks site blev lanceret i maj 1996, og at de danske brugere her kunne hente systemopdatering 2.0 til System 7.5.3. Måske lyder det i dag kuriøst, men det var store ting, for førhen var man henvist til det amerikanske site eller hvad mere normalt var – at bestille opdateringen på en diskette fra en forhandler.

Skulle du være en af de få, der ligger inde med screendumps (originale såvel som indscannede) af Apples tidlige websites, modtager vi dem meget gerne. Kontakt os via kontakt-siden.

Et stort arkiv over websider kaldet The Wayback Machine giver lidt vidnesbyrd om mange websiders historiske eksistens, men arkivet rækker ikke tilbage til 1996, hvor Apples danske site gik i luften. Det er dog ret sjovt at eksperimentere med at surfe i de gamle sites.